Springbræt Aarhus’ historie

Aarhus, år 2015

Springbræt Aarhus’ historie om de første tanker og streger startede i 2015. Det blev startet af FO-Aarhus i samarbejde med daværende projektleder, Louis Mogensen.

Aarhus kommune efterspurgte et tilbud med særligt fokus på idræt og bevægelse. Louis havde i mange år arbejdet med idræt og højskole, og han havde er faring med at etablere og udvikle lignende projekter.I de første par år var Louis projektleder på Springbræt Aarhus, og siden har han ikke helt sluppet sit kærlige greb, da han fortsat er en del af Springbræt Aarhus som konsulent, coach og ad hoc underviser.

Fra idé til virkelighed

Springbræt Aarhus gik fra idé til virkelighed i foråret 2016. I den forbindelse blev Kenneth Andersen ansat som daglig leder på skolen. Projektet startede som en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) med fire elever. Lokalet det første år blev kaldt ‘lokalet under trappen’. Det var småt, men godt. Hurtigt kom elev nummer fem til, og lige siden har flere unge mennesker valgt Springbræt Aarhus til.

Flere elever og undervisere

I august 2017 skulle Springbræt Aarhus’ 2. skoleår begynde. Skolen havde nu 10 elever og to undervisere. Vi måtte derfor flytte fra ‘lokalet under trappen’ til et større klasselokale. Det blev tydeligt, at Springbræt Aarhus’ pædagogik og hverdag gjorde eleverne motiverede efter mere læring. Flere faglige fag blev efterspurgt – dansk, matematik, engelsk, samfund mv.

Vi har fastholdt vores fokus på krop og bevægelse som en vigtig faktor for læring. Dette har givet en god kombination af faglig undervisning og daglig bevægelse.

Lærende ungdomsmiljø og trygge rammer

I slutning af år 2017 og i starten af 2018 skete der spændende ting på Springbræt Aarhus, da vi fik mulighed for at tilbyde forskellige forløb til unge mennesker i Aarhus – forløb som lever og vokser den dag i dag. Springbræt kunne nu tilbyde LAB forløb, Ressourceforløb og et Afklarings- og opkvalificeringsforløb til borgere med autisme. Det har betydet, at vi er blevet flere elever i huset. Selvom vi er vokset, så prioriterer vi stadig de små rum og den tætte kontakt. Hos os har vi særlige ritualer, der tilgodeser og møder den enkelte elev – hver eneste dag (læs mere under Formål og visioner).

I august 2018 var der 13 elever på Springbræt Aarhus og derfor nødvendigt, at vi flyttede lokaler igen – denne gang til Fredens Torv. Vi fik en hel etage til os selv og adgang til køkken, hvor mad kom på skemaet, og hvor vi i dag nyder madlavning i undervisningen. De nye lokaler gjorde det muligt at etablere et bedre ungemiljø med hyggeområder med sækkestole, TV, playstation og brætspil, og hvor der er mulighed for eleverne at hænge ud efter undervisningen – en mulighed der i dag tit anvendes.

Vokseværk og Kollegieboliger

Siden 2018 er der sket en masse – Springbræt har vokset sig endnu større. 2020 har budt på en ny linje samt en mulighed for vores STU-elever at flytte i Springbræts Aarhus’ nye kollegieboliger.  Der er faktisk sket så meget, at det hele tager noget tid at skrive en tekst, der rummer alle de gode ting, der er sket. En opdateret tekst er på vej!

2020-2018

FO-byen ØST

2017

Klasselokale i FO-byen

2016

Første klasselokale

Springbræt Aarhus